Afgørelse i USA's højesteret | |
---|---|
Dato | d. 6. marts 1857 |
Dommerstemmer | 7 – 2[a] |
Afgørelse | |
Dommen omstødt og sagen afvist på grund af manglende jurisdiktion.
| |
Link til afgørelse |
Dred Scott v. Sandford,[b] 60 US (19 How.) 393 (1857), var en skelsættende afgørelse fra USA's højesteret, der fastslog, at den amerikanske forfatning ikke gav amerikansk statsborgerskab til personer af sort afrikansk afstamning. Det afstedkom derfor fra denne afgørelse, at afroamerikanere ikke nød de samme rettigheder og privilegier, som forfatningen tildelte amerikanske borgere.[2][3] Beslutningen anses i vid udstrækning for at være den værste i USA's højesterets historie, idet den bredt fordømmes for dens åbenlyse racisme, retsaktivisme, dårlige juridiske ræsonnement og afgørende betydning for udbuddet af den amerikanske borgerkrig fire år senere.[4][5][6] Den juridisk forsker Bernard Schwartz sagde, at det "står først på enhver liste over de værste højesteretsafgørelser". Senere højesteretspræsident Charles Evans Hughes kaldte det domstolens "største selvforskyldte sår".[7]
Beslutningen involverede sagen om Dred Scott, en sort slave, hvis ejere havde ført ham fra Missouri – en delstat, hvor slaveri var lovligt – til Illinois og Wisconsin-territoriet, hvor slaveri var ulovligt. Da hans ejere senere bragte ham tilbage til Missouri, lagde Scott sag an for hans frihed og hævdede, at fordi han var blevet taget ind i et "frit" amerikansk territorium, var han automatisk blevet befriet og var juridisk ikke længere en slave. Scott lagde først sag an ved Missouri State Court (delstatsdomstol), som afgjorde, at han stadig var en slave i henhold til delstatens lovgivning. Efterfølgende lagde Scott sag an ved USA's føderale retsvæsen, som indledningsvis ligeledes afsagde en dom, der gik imod Scott. Denne afgørelse sagde, at det var Missouris delstats lovgivning, som var gældende i sagen. Scott appellerede dog efterfølgende denne kendelse til den amerikanske højesteret.
I marts 1857 udstedte højesteret en 7-2 afgørelse, der ligeledes gik imod Scott. I kendelsen – der var skrevet af højesteretspræsident Roger Taney – sagde domstolen, at mennesker af afrikansk afstamning "ikke er inkluderet, og aldrig var tiltænkt til at være inkluderet, under ordet "borgere" i forfatningen, og kan derfor ikke gøre krav på nogen af rettighederne og privilegier, som dette instrument giver og sikrer til borgere i USA". Taney forsvarede og understøttede ligeledes sin afgørelse med en udvidet undersøgelse af amerikansk lovgivning på delstats og lokalt niveau fra tidspunktet for forfatningens udarbejdelse i 1787. Denne undersøgelse viste, at en "evig og ufremkommelig barriere var beregnet til at blive opført mellem den hvide race og den, som de havde reduceret til slaveri". Fordi domstolen afgjorde, at Scott ikke var en amerikansk statsborger, var han heller ikke statsborger i nogen delstat og kunne følgelig aldrig fastslå den "mangfoldighed af statsborgerskab", som artikel III i den amerikanske forfatning kræver, for at en amerikansk føderal domstol kunne udøve jurisdiktion over en sag.[2] Efter at have truffet afgørelsen i disse spørgsmål omhandlende Scott, fastslog Taney endvidere, atMissouri-kompromiset var en begrænsning af slaveejeres ejendomsrettigheder, der ikke var forendelig med den amerikanske kongres' forfatningsmæssige beføjelser.
Selvom Taney og flere andre dommere håbede, at beslutningen ville afgøre slaverikontroversen – som i stigende grad splittede den amerikanske befolkning – forværrede beslutningen kun de indbyrdes spændinger mellem delstaterne.[2] Taneys kendelse faldt i god jord hos de slaveholdende delstater, men blev intenst kritiseret i alle de andre delstater.[3] Beslutningen opildnede den nationale debat om slaveri og forværrede den kløft, der i sidste ende førte til den amerikanske borgerkrig. I 1865 – efter Unionens sejr – blev domstolens afgørelse i Dred Scott v. Sandford afløst af vedtagelsen af det 13. ændringsforslag til den amerikanske forfatning, der afskaffede slaveriet, og det 14. ændringsforslag, hvis første afsnit garanterede statsborgerskab for "[alle] personer født eller naturaliseret i USA og underlagt dets jurisdiktion".
Historikere er enige om, at højesterets afgørelse var en stor katastrofe for nationen, da den opildnede til spændinger, der i sidste ende førte til borgerkrigen.[8][9][10] Under valget i USA i 1860 afviste republikanerne dommen som værende "korrumperet af partiskhed" og "ikke-bindende", fordi domstolen ikke havde nogen jurisdiktion. Partiets præsidentkandidat, Abraham Lincoln, udtalte, at han ikke ville tillade slaveri nogen steder i landet, undtagen hvor det allerede eksisterede, hvilket direkte modsagde domstolens afgørelse. Hans valg betragtes som den sidste begivenhed, der fik sydstaterne til at løsrive sig fra Unionen, hvilket antændte den amerikanske borgerkrig.[11]
Fodnotefejl: <ref>
-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>
-tag mangler
American legal and constitutional scholars consider the Dred Scott decision to be the worst ever rendered by the Supreme Court. Historians have abundantly documented its role in crystallizing attitudes that led to war. Taney's opinion stands as a model of censurable judicial craft and failed judicial statesmanship.
Among constitutional scholars, Scott v. Sandford is widely considered the worst decision ever rendered by the Supreme Court. It has been cited in particular as the most egregious example in the court’s history of wrongly imposing a judicial solution on a political problem. A later chief justice, Charles Evans Hughes, famously characterized the decision as the court’s great “self-inflicted wound.”
© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search